Vuggedød er naturligvis alle forældres største frygt. Men vuggedød kan forebygges ved at kende til sikre sovestillinger og et sikkert sovemiljø for babyer. I dette blogindlæg gennemgår vi de officielle anbefalinger angående sovestillinger for nyfødte
Faktorer, der øger risikoen for vuggedød
Vuggedød er, når et barn på under et år pludseligt og uforklarligt dør. Den præcise årsag til vuggedød er endnu ukendt, men sundhedsmyndigheder i hele verden er enige om, at tre overordnede faktorer har vist sig at øge risikoen for vuggedød:
- Hvis barnet sover på maven eller siden.
- Hvis barnet udsættes for tobaksrøg.
- Hvis barnet har det for varmt, når det sover.
Anbefalinger, der reducerer risikoen for vuggedød
Hvis vi ser nærmere på anbefalingerne angående specifikke sovestillinger, anbefaler sundhedsmyndigheder (1-3) i hele verden følgende:
- Nyfødte bør altid sove på ryggen. Både ved lure om dagen og om natten. Det er den sikreste sovestilling for nyfødte, og den anbefales til alle børn, frem til de er mindst et år gamle. Når dit barn selv kan bevæge sig fra ryg til mave og tilbage igen, er det i stand til selv at finde sin egen sovestilling. Men indtil da skal du altid lægge dit barn på ryggen, når det skal sove.
- Placer altid barnet på et fast soveunderlag med et tætsiddende lagen.
- Lad aldrig barnet sove med puder, tæpper, løst sengetøj eller andre bløde materialer, som kan dække barnets ansigt, mens det sover.
- Sørg for, at tremmesengen, vuggen eller et andet soveunderlag holdes fri for genstande såsom legetøj, bamser og sengerande.
- Sørg for, at rummet har en behagelig temperatur: Risikoen for vuggedød er større, hvis barnet har for meget eller for lidt tøj på.
- Overvej at bruge sut. Nogle undersøgelser viser, at brugen af sut kan reducere risikoen for vuggedød (4). Vigtig påmindelse: Sørg altid for opsyn, hvis de bruges, mens barnet sover.
Hvis du har spørgsmål til dit barns sovestilling, er det altid en god idé at bede en sundhedsfaglig person om råd.
Kilder:
1. The American Academy of Pediatrics (AAP)
American Academy of Pediatrics, Task Force on Sudden Infant Death Syndrome. (2005). The changing concept of sudden infant death syndrome: Diagnostic coding shifts, controversies regarding the sleeping environment, and new variables to consider in reducing risk. Pediatrics, 116 (5), 1245–1255.
2. U.S. Department of health and human services: https://www.nichd.nih.gov/sites/default/files/publications/pubs/documents/SIDS_QA-508-rev.pdf
3. Danish Health Authority: https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2014/Publ2014/01jan/Prevent-cot-death,-d-,pdf.ashx
4. Fern R Hauck 1, Olanrewaju O Omojokun, Mir S Siadaty, Do pacifiers reduce the risk of sudden infant death syndrome? A meta-analysis, 2005 Nov;116(5):e716-23. doi: 10.1542/peds.2004-2631