At blive mor til et for tidligt født barn: En samtale med Ditte

Dittes søn Pilou blev født 121 dage for tidligt, da Ditte var 22 uger henne. Han er en af de tidligst fødte babyer i Danmark, der har overlevet. Vi har talt med Ditte om, hvordan det er at være mor til et for tidligt født barn, og hvordan livet er i dag to år efter den skæbnesvangre aften, hvor Ditte fødte Pilou alene på et hospitalstoilet.

Dette blogindlæg er en del af BIBS’ Real Parenting. Her deler forældre deres historier og oplevelser med forældreskabet. Forældreskabet vækkes til live i de historier, vi deler – uanset om det er øjeblikke fyldt med glæde eller vemod, kan vi alle lære noget af hinanden.

Pilous fødsel

Pilou blev født efter en periode, hvor Ditte blev akut opereret for blindtarmsbetændelse. Tre dage senere fødte Ditte spontant Pilou alene på et hospitalstoilet, uden at der var en læge eller sygeplejerske til stede.

Det var en kaotisk fødsel. Jeg var totalt i chok og gik bare i overlevelsesmode. Man bliver på en måde meget primitiv og forholder sig ikke til omgivelserne, eller hvad man siger eller gør. Da personalet ankom, blev Pilou taget væk. Der gik en time, før jeg så ham igen. Der lå han i en kuvøse med alle mulige slanger og en respirator. Det var så unaturligt, næsten kunstigt, og meget chokerende.

Når man bliver født 22 uger inde i graviditeten, opstår der mange etiske dilemmaer, da kun 1 % af børn, der fødes mellem uge 22 og 23, overlever og kommer med hjem*. Sammenlignet med et barn, der fødes til termin, var Pilou med sine 730 gram meget lille. Ditte forklarer:

Tro det eller ej, men han var faktisk stor af sin alder, og det var helt sikkert en fordel for ham.

Hvad det vil sige at være mor?

Ditte forklarer, at den første tid på hospitalet var en ekstrem situation, som gjorde hende følelsesløs på grund af de mange svære samtaler og beslutninger, de som forældre skulle håndtere og tage stilling til.

I de første dage forsøgte jeg – måske ubevidst – at tage mig af mig selv i tilfælde af, at han ikke klarede den. Samtidig er det meget svært at skabe et bånd til et barn, som ligger i kuvøse, på grund af den fysiske afstand, og fordi han var så skrøbelig. Det resulterede i, at jeg bekymrede mig meget om, hvordan jeg skulle være mor for ham. Men gennem processen lærte jeg også, at man bliver mor det øjeblik, man føder sit barn, og at det ikke betyder noget, om man har et bånd til sit barn fra begyndelsen. Bare det, at jeg bekymrede mig om vores tilknytning og bånd, betød, at jeg var mor.

Ditte forklarer, at de var indlagt med Pilou i fem en halv måned, mens de forsøgte at skabe et liv på hospitalet, samtidig med at de tog sig af deres datter derhjemme.

Det var utroligt svært at være adskilt og ikke kunne forklare min datter, hvad der foregik. Hun var kun to år gammel på det tidspunkt. Men vi fandt hurtigt på en løsning, for vi vidste, at vi skulle være indlagt længe. Min kæreste og jeg delte os op, så vi hver var halvdelen af tiden hos Pilou og halvdelen af tiden hjemme hos vores datter. Det var meget vigtigt for mig at være sammen med min datter også, for jeg var først og fremmest mor for hende.

Hvordan skaber jeg et bånd til mit barn?

Jeg måtte holde Pilou seks dage efter fødslen. Jeg vidste faktisk ikke engang, at man måtte holde dem så tidligt, da det kan være livstruende for barnet at komme ud af kuvøsen. Men det var en vigtigt prioritet for personalet, både fordi man ikke ved, hvor længe barnet lever, men også fordi det er godt for barnet, og det hjælper med at skabe et følelsesmæssigt bånd. Jeg havde slet ikke så meget hud mod hud-kontakt med min førstefødte, som jeg havde med Pilou, hvilket er ret fantastisk situationen taget i betragtning.

Samtidig satte jeg bare stor pris på den tid, jeg havde med ham. Hvis tingene ikke skulle gå som håbet, følte jeg mig heldig, at vi havde den tid sammen, som vi havde. Det lyder måske barskt, men vi vidste, at der var en risiko for, at han ikke ville komme med hjem, så jeg værdsatte bare den tid, vi havde sammen.

At være mor til to i dag

I dag er Pilou to år gammel, og han er en aktiv og glad lille dreng. Ditte forklarer:

Det har selvfølgelig været svært. Vi har fået hjælp fra meget sundhedspersonale, og det første år var meget hårdt. Når man står i det, kræver det en enorm mængde energi og tanker. Men når man er ude på den anden side, føles det hurtigt som en mindre del af livet. I dag trives han, og han kravler, rejser sig op og kommunikerer. Selvom han er forsinket i mange udviklingstrin, har vi ikke travlt.

I dag sætter vi virkelig pris på livet. Vi føler os heldige. Det bedste ved at blive mor til Pilou har været at følge hans rejse og se, hvor unik og stærk han er. Man er selvfølgelig altid stolt af sine børn, men han har tilføjet et ekstra lag. Indimellem føles det som magi, når jeg tænker tilbage på tiden på hospitalet. Han er et mirakel, og i dag har han det bedre, end nogen kunne have håbet på eller havde forventet. Så det er med stor stolthed, at jeg ser tilbage på de to første år af hans liv.

Forandret som familie

Pilous tidlige fødsel har ikke kun påvirket ham, men har også haft en permanent indvirkning på hele familien. Ditte uddyber:

Pilous fødsel og tiden efter fødslen har på mange måder påvirket os som familie. Vi giver ikke længere små problemer opmærksomhed. Mangel på søvn eller mange dage med et sygt barn gør ikke noget og påvirker os ikke ret meget. Vi ved, hvor slemt det kan være.

En anden måde, oplevelsen har påvirket mig på, er, at jeg nu ved, hvor vigtigt det er at lytte til kroppens signaler – både hos børnene, men også hos mig selv. Hvis et af børnene bliver syge, ryger jeg direkte tilbage til traumet med Pilou, og det har virkelig ændret den måde, jeg er mor på i dag, sammenlignet med før vi fik Pilou.

Dittes bedste råd

Husk, at det bliver bedre!

Jeg håber, at Pilous historie kan være et lys i en mørk tid og give andre forældre håb. Vi vidste, at det kunne ende med, at vi ikke fik Pilou med hjem. Men når jeg læste andres historier om, at de fik deres børn med hjem, gav det håb og vakte genkendelse. Følelsen af ikke at være alene. Så jeg håber, at vores historie kan gøre det samme for andre forældre.

Det gør ingen forskel, om man føder i uge 22, 28 eller 34. Man er lige så sårbar som forælder. Jeg går ikke rundt og føler, at Pilous historie er den vildeste og skøreste, og at ingen andre kan relatere til den. Vi har mødt så mange mennesker, som har helt anderledes historier, der er lige så barske som vores, og vi kan nemt reflektere over og genkende ting i hinandens historier.

Mit andet råd er at bede om hjælp! Vi lavede en fælleschat med vores familie og venner. Der kom vi med opdateringer på Pilou, og vi kunne skrive, hvad de kunne gøre for at hjælpe os, uden at de behøvede at kontakte os. Vores pårørende tilbød fantastisk støtte og hjælp, men vi kunne ikke overkomme at tale med alle og tage imod og koordinere hjælpen. Så det endte med, at vi ikke fik nogen hjælp. Men med dette værktøj kunne de hjælpe os, uden at vi skulle beslutte noget. Det gjorde en stor forskel for os.

 Tak til Ditte (og Pilou) for at dele deres historie!

Kilder:
Margaret Brazier and David Archard, J Med Ethics. 2007 Mar; 33(3): 125-126 https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2598257/